Stuk

Han blev født i Asserballe på Als og døde i Utah, USA under en oplæsningsturné.
Han debuterede i 1880 med romanen Haabløse slægter. Den vakte skandale med sin skildring af en moden kvinde, grevinde Hatzfeldt, der forfører den unge hovedperson, William Høg. Der blev anlagt sag mod Bang, og d.23.juli 1881 faldt dommen, der lød på 100 kr. bøde eller 14 dages fængsel, såfremt bøden ikke kunne betales. Bogen blev beslaglagt.
Bang ville nogle år efter udgive en udgave af sin bog uden de bortdømte scener. Han gik på Det Kongelige Bibliotek for at låne et eksemplar af bogen, som han ikke ejede. På biblioteket fik han at vide, at selvom bogen “nok fandtes de facto, så eksisterede den ikke de jure”. Det lykkedes ham dog efter en del forhandlinger af få adgang til bogen på læsesalen, men han måtte højst læse i den 1 time.
Herman Bangs journalistik var interessant og en væsentlig forudsætning for hans litterære forfatterskab. I 2007 udkom alle de artikler, Bang skrev under overskriften “Vekslende temaer” i Nationaltidende fra 1879-1884. Nogle af artiklerne er klassisk læsning som f.eks. “Branden”, om Christiansborgs brand. I den Bang udfolder hele sin impressionistiske stil.
I 1906 blev Bang offer for “Den Store Sædelighedsaffære”: Dele af den danske presse gik til angreb på homoseksuelle mænd. Angrebene på Herman Bang hører til de mest hadefulde i dansk pressehistorie. Bag dem stod blandt andre Johannes V. Jensen. Skønt en kreds af venner straks slog ring om Bang, og mange af hans forfatterkolleger fordømte Jensen, der blev truet med eksklusion af  Forfatterforeningen, var Bang fuldkommen nedbrudt af sagen. I januar 1907 skrev han til en ven:
”Kun én Ting staar mig ganske tydeligt: i dette Land vil jeg ikke blive. Her har man saaledes faaet for vane at mishandle mig, at det aldrig vil ophøre..”
I juli samme år forlod Bang derfor Danmark og slog sig ned i Berlin, et seksuelt fristed. Han opholdt sig i Tyskland de følgende år; karikaturtegnerne lod ikke det gå upåagtet hen. De satiriserede nu over den ”hypersensitive og nærtagende Forfatter”.
I sit Berlin-eksil skrev Bang en epilog til den tyske oversættelse af hans noveller, Aus der Mappe, 1908. Han kalder den ”Om berømmelsen” og opsummerer sine bitre erfaringer om dét konstant at leve i mediernes nådesløse søgelys.
Han udtaler: ”Intet forekommer mig så trist eller så trøstesløst som berømmelsen. Den er en celle, i hvilken Guds grønne jord er indespærret. Den er en mur, som skiller os fra livet. ”Den berømte” er ikke elsket. Man beundrer ham som en statue på en sokkel. Men stiger han, som jo også har et hjerte, ned fra soklen for at være et menneske blandt andre mennesker, foragter man ham som en ligegyldig eller sågar en uværdig. Den berømte er lænket til sin egen berømmelse, ja, han må klamre sig til den. For svinder glansen i hans stålrustning, og forringes hans dåd, dør han – forhånet.”