Livsens Ondskab

Læst af Ole Lemmeke

Varighed: 8 timer 39 minutter / 378 MB

Kan købes hos:

Hør det første kapitel  her:

Emanuel Thomsen er besat af ønsket om at købe sin fædrene Møllegård tilbage, efter at han og mor Karen har været nødt til at fraflytte den. Han spinker og sparer, spiller på lotterisedler og tager ekstraarbejde for at samle midler til at få opfyldt sin drøm. Han vinder i lotteriet, men trods det store held bliver intet, som han ønsker det. Vi møder desuden Ædedolkenes klub, en samling af byens honoratiores, der mødes fire gange om året på byens hotel for at indtage et overdådigt måltid. Toldkontrollør Knagsted er den beske pessimist, mens hans modstykke overlærer Clausen ser optimistisk på livets tilskikkelser…

Livsens Ondskab blev omskabt til tv-serie i 1972. Serien bygger på Gustav Wieds to bøger Livsens Ondskab og Knagsted. Hovedrollerne i serien spilles af Carl Ottosen og Keld Markuslund, begge døde kort efter optagelserne.

Bemærk at videoen kan afspilles i HD. 

Gustav Wied (1858-1914)

Gustav Johannes Wied blev født lørdag den 6. marts 1858 på Holmegaard i landsbyen Branderslev fem kilometer nord for Nakskov. Han blev født som det femte barn af Carl August og Catharina Wied, der i alt fik elleve børn sammen.

Gustav Wied, mellemnavnet Johannes brugte han stort set aldrig, lagde ikke skjul på, at de uskyldige barneår på Vestlolland var den lykkeligste tid i hans liv. Ubekymret om al verdens suk og klage begyndte han at udfolde sit kulturelle talent og begyndte allerede som seks-årig at skrive små digte og opføre skuespil, når den børnerige familie skulle have underholdning på de lange vinteraftener.

Men hverken hans brødre eller hans far brød sig ikke altid om disse kunstneriske tosserier. Kun den blide mor Catharina tog ham alvorligt, når han ville fremføre et nyt digt, og for at få fred fra brødrene hånlige kommentarer tog hun ham med ud i haven under det store akacietræ eller op på Branderslev Kirkegård.

Når brødrene mobbede ham, dukkede der en indre stemme op i Gustav Wieds hoved. Stemmen hviskede, at han kunne tage det ganske roligt, for „det har det rakkerpak jo ingen forstand på.” Gustav Wied kaldte selv denne stemme for„den anden”, og i erindringsbogen „Digt og Virkelighed” giver han denne stemme en stor del af skylden for, at han turde skrive videre. I wiedenskaben bliver „den anden” da også tolket som en forløber for de karismatiske figurer Faare-Per og Knagsted.

I sin samtid blev Gustav Wied opfattet som litteraturens „enfant terrible”. Og med god grund. Han benyttede enhver lejlighed til at spidde det bedre borgerskab på af grund af dets synlige egoisme og dobbeltmoral. Temaer, der går igen i Gustav Wieds forfatterskab. Kritikere mente, at Gustav Wied nok var en god forfatter, men han forsømte at udnytte sit talent til at forny sig. Gustav Wied forsvarede sig med, at han levede af at beskrive mennesket, som det var, og så længe mennesket ikke ændrede sig, kunne han heller ikke ændre sin måde at beskrive mennesket på.

I virkeligheden var han nok sin egen største fjende. Han følte sig misforstået, og når han fik dårligere anmeldelser, og det fik han tit, tog han det som et personligt nederlag. Da bogsalget begyndte at svigte og hans mavesmerter blev for smertefulde, så han ingen udvej end at tage sit eget liv.

Lørdag den 24. oktober tog han en dosis cyankalium og gjorde en ende på sig selv og en stor karriere.

(Kilde, Gustav Wied selskabet – Momo takker for den medrivende fortælling om en stor kunstner…)

Læs mere om Gustav Wied på Gustav Wied Selskabets hjemmeside.